28. maj 2014

Bornholm skal videre uden Danish Crown


 
Danish Crown varslede pludselig i januar 2014, at der skulle spares 25 mio på slagteriet i Rønne, ellers ville det lukke. I sandhed en melding, der rystede det bornholmske samfund, rystelser som fik bragt gode kræfter i spil, for i fælleskab at redde øens største arbejdsplads.
Det har så vist sig at være forgæves. DC havde formentligt på forhånd besluttet deres holdning til lukning af Rønne.
Danish Crown ejes af danske svineavlere med anpartshavere her på øen. Det må være en speciel fornemmelse, som medejer af et firma, at skulle lade sig tryne af kolleger og sættes uden for indflydelse? Formentligt af de jyske svinebaroner?
Danish Crowns seneste årsregnskab viste en omsætning på 58 milliarder og et overskud på 1,5 milliard. Det er endvidere oplyst, at slagteriet i Rønne kører med overskud! 
Det er derfor ufatteligt, at de bornholmske medejerne lader sig tryne med beskeden om, at det koster DC 0,5 mio. om ugen at producere på Bornholm, og der skal derfor spares 25 mio. Hvem sætter denne griske dagsordenen for et overskud? Den jyske svinemafia?
 
Flere lokale landmænd har søgt om udvidelse af deres produktioner, for at bidrage til bevaringen af arbejdspladser. De må føle sig snydt. Og de stakkels svin skal fragtes til Ringsted? Er det rentabelt? Det er ikke god dyrevelfærd.
 
I virkeligheden er DC´s dagsorden formentligt en anden. Jo flere slagterier der kan nedlægges i DK, jo mere kapital er der til udvikling af forretningen i Polen og Tyskland. Her kan de billige lønninger for slagteriarbejderne bruges til at akkumulere en avance, der gør det yderst rentabelt at producere svin i DK, med de gode og lempelige ordninger til erhvervet, for så at køre dem til slagtning syd eller øst for grænsen.
 
Lukning af slagteriet er en kynisk beslutning, en beslutning som DC´s kommunikationsdirektør melder ud Hard Core. Hvis I ikke gør, som vi forlanger, 8 % lønnedgang, så lukker biksen. Den måde de seneste udmeldinger om lukningen er kommunikeret ud, er hinsides al respekt for de mange mennesker, der bliver direkte berørt af beslutningen. Man kunne fristes til at mene, at direktøren kunne have sagt: Ved I hvad, vi er kolde i røven over i mister jeres største arbejdsplads! Løs jeres problemer selv på Bornholm.
 
Løse problemet selv, det er netop, hvad der bør ske i fælleskab. Aller først stor respekt for slagteriarbejdernes beslutning. Overenskomster gælder i hele landet, slagteriarbejderne skal ikke være løntrykkere for resten af kollegerne rundt i landet. De ville blive de næste.
 
Der vil blive brug for slagteriarbejderne fremover. I SF ser vi mulighed for, at alle gode kræfter inden for landbruget, fødevareproduktionen, restauranter, turismeerhvervet, kommunen, Vækstforum m. flere går sammen i deres respektive organisationer og kortlægger mulighederne for at overtage slagteriet. Bornholmske producerede dyr skal slagtes og forarbejdes lokalt.
 
Bornholms Landbrug har en enestående chance for at starte en tilpasning af deres produktioner til økologiske produktioner og flere bornholmer grise. En omlægning, som vil kræve en mentalitetsændring inden for det konventionelle svinelandbrug, men det er nok nu Bornholm har chancen. En produktion, der kan brande sig på god dyrevelfærd og kort vej fra stald til slagtning og lokal forarbejdning.
 Der er stigende efterspørgsel efter økologisk kød og kødprodukter. Den handelsaftale, der netop er indgået med Kina skal gribes og blive en platform for udvikling og vækst på Bornholm. De kender os fra El-bilerne.
 
Bornholms anden store arbejdsplads, Jensen, har store erfaringer på verdensmarkedet. Et samarbejde og udnyttelse af disse kontakter og netværk skal bruges i markedsføringen af fremtidens bornholmske fødevareproduktion og logistik for eksport/transport. Vi skal leve op til vores egne visioner om Bright Green Island konceptet.
De bornholmske produkter skal ud i verden, og det kan de, hvis der samarbejdes. Vi har et fremsynet og innovativt flyselskab, alle bør drager nytte af hinandens erfaringer. De hellige køers tid er forbi.
 
 Nytænkningen forudsætter, at erhvervsstøtten til landbruget lægges om, således at økologisk svineproduktion stimuleres yderligere nu.
Bornholms Vækstforums indgik 31. maj 2013 en aftale om Regionalt vækstpartnerskab med regeringen, og den handler bl. andet også om nye udviklingsmuligheder i landbruget, muligheder som der skal tages fat på hurtigt.
Bornholm skal kunne selv!
Dorthe Fink, tidl. medlem af Vækstforum for SF