Man kan vist roligt sige, at vores regering har været ansvarlig aktiv i sine ”pakkeløsninger” gennem et stykke tid. Vi er mange i SF´s bagland, der gennem længere tid har undret os over, at centrale SF´s kærneværdier blev mere og mere usynlige og spekuleret over, om vi overhovedet har en berettigelse i dette regeringssamarbejde?
Min begejstring for visse dele af de forskellige planer og pakker er absolut behersket, men jeg mener fortsat, at vi skal blive i regeringssamarbejdet. For mig er det vigtigt, at vi i de kommende forhandlinger, om de forskellige planer søger mest mulig indflydelse, eller snarere udøver den mulige ”harm reduction”.
Der er åbenlyse problemer med jobs, offentlig forsørgelse, uddannelse, økonomisk vækst, miljøudfordringen, et boligmarked der står næsten stille og hav af andre problemer, som vi skal have løst. Men det er f.eks. ikke SF politik at give virksomhederne skattenedslag og finansiere erhvervsstøtten fra reduktion i offentlige ydelser såsom kontanthjælp og SU. Det er kritiske elementer. Modsat er det et problem, at så mange er parkeret på kontanthjælp i stedet for en uddannelse. Nogle unge vil klart få forringet deres ydelser, hvis de ikke kan skaffe sig et job. Til gengæld ser jeg muligheden i, at de aller svageste kan få en bedre hjælp.
Vækstplanen er omfattende og på trods af mange tidsler, ser jeg også mange fremadrettede initiativer, der er til gavn for Bornholm f.eks. er det jo herligt med 60 mio til bredbånd, reduktion i afgift på konferenceovernatninger, nedrivningspuljen og ikke mindst uddannelsesinitiativerne.
Jeg mener det er vigtigt at se og diskutere denne plan i tæt sammenhæng med de øvrige regeringsinitiativer f.eks. de grønne planer, Vækstplanen for kreative erhverv og bedre rammer for innovation i virksomheder m.flere. Det fortjener de, og det kan måske bidrage til en mere nyanceret diskussion.
Så jeg vil klart anbefale vi fortsætter regeringssamarbejdet og den levende diskussion i vores gode SF.
28. feb. 2013
Abonner på:
Opslag (Atom)