30. nov. 2010

Facilitetsundersøgelse

Det fremgår af Fritids-Kultur og Forebyggelsesudvalgets dagsorden den 1. december 2010, at områdechefen indstiller lukning af haller samt hvilke.




Jeg vil gerne fastslå, at det ikke er SF politik at udnævne haller til lukning sådan uden videre.

Der foreligger nu en facilitetsundersøgelse, som end ikke er færdig, der mangler adskillige beregninger og analyser. Den skal diskuteres politisk, og det skal være en ordentlig proces.

Der ligger i budget 2011 og videre frem besparelser også på idrætsområdet, men for SF er det utroligt vigtigt, at der sker en ordentlig demokratisk drøftelse af de tilpasninger, der nødvendigvis må ske henset den økonomiske situation, men også en seriøs proces og inddragelse af de forskellige interessenter disse ændringer berører.

Vi ser i SF således frem til et spændende fremadrettet samarbejde med idrætsområdet, hvor vi kan komme hele vejen rundt om alle de elementer, der indgår i tilpasninger på idrætsområdet. I virkeligheden er det lige så svær en sag som vores skoledebat.

Venlig hilsen
Dorthe Fink

21. feb. 2010

Sådan kan kommunen spare penge

Skal vi forsat bruge Microsoft eller skal vi gå over til Openoffice?


Det er et spørgsmål som har været oppe flere gange, men ideen er blevet valgt fra, fordi man var bekymret for, at det gav for mange problemer, når systemerne skulle snakke sammen.

Men nu kan man læse på versions2.dk hjemmeside, ” Lyngby-Taarbæk kommune går hele vejen: Nu skal 1.700 ansatte også bruge Openoffice. Lyngby-Taarbæk kommune forventer at spare 2 -2,5mill. i licenser til Microsoft”. Tilsyneladende er de tidligere betænkeligheder ryddet af vejen, der skulle ikke være problemer med Openoffice i forhold til kommunernes forskellige andre programmer

Jeg synes det lyder som en spændende idé og især hvis vi kan spare flere mill. om året i licenser til Microsoft.

Læs selv mere på vedhæftede link http://www.version2.dk/artikel/13932

Kommunalbestyrelsen på Visionsseminar

Den samlede kommunalbestyrelse tager 2 dage af sted på et visionsseminar den 22. og 23. februar 2010. Oplægget til dette begyndte på et politisk temamøde i januar, hvor de problemer og udfordringer, som fylder meget, blev sat på ”dagsordenen”.
De forskellige partier har nu haft mulighed for yderligere at give deres foreløbige input i kort form.
SF har givet sit bidrag, et bidrag som selvfølgelig har sit udgangspunkt i vores udmærkede valgprogram.

Uanset, at vi i partierne har vores forskellige udgangspunkter og værdier, for de nødvendige initiativer vedr. uddannelse, beskæftigelse, erhvervspolitik, sundhed og børne- familie- og ældreområdet m.flere, ja, så har vi en kommune med borgere, som forventer at vi anstrenger os for et ordentligt samarbejde omkring de mange vigtige beslutninger der skal tages, om hvordan det bornholmske samfund kan udvikle sig til en kreativ bæredygtig ø.
Derfor ser jeg frem til dette seminar, jeg glæder mig til at lære mine byrådskolleger at kende, høre mere om hvad de forskellige har af synspunkter og løsningsforslag, og håber så bare på, at det hele ikke drukner i budgetdebat.

7. feb. 2010

Forældremøde for mødre

Hvor er det ærgerligt, at et glimrende initiativ på Holbergskolen i Kbh. skal munde ud i så unuancerede og skingre udmeldinger. At en rygmarvsreaktion omgående kommer fra Pia Kjærsgård, det er forventeligt, men at vores SF formand Villy Søvndal tilslutter sig koret at skingre sjæle, med argumentet om ligestillingen, ja det synes jeg er brand skuffende. Ærgerligt at SF på Christiansborg leger skolebestyrelse.
Holbergskolens initiativ med at holde et møde kun for mødre vidner om, at skolen har gjort sig nogle fornuftige overvejelser og har forstået, at hvis man skal have et budskab ud, hvor man ved at mødrene spiller en afgørende rolle, ja så skal man også være sikker på at nå dem. Man skal ikke være blind for, at det netop i mange af disse familier er kvinderne, der bestemmer i hjemmet. Jeg synes skolen har båret sig fornuftigt ad, og jeg er ikke det mindste bekymret for, at det fremover vil betyde, at forældre-skolesamarbejdet skal indrettes efter de etniske minoriteters dagsorden. Jeg kan der i mod blive bekymret over mediernes blæsen dette møde op, og bekymret over at vores formand Villy Søvndal hopper med på den populistiske dagsorden.

Det politiske arbejde er begyndt

Mine udvalgsposter er blevet følgende:
• Fritids- Kultur og Forebyggelsesudvalget (FKF) - møde én gang om
måneden.
• Børne- og Ungeudvalget (BU) - møde når der er sager til behandling
• Vækstforum - møde ca. hvert kvartal
• Den Videnskabsetiske Komité D i Region Hovedstaden – er udpeget af SF
i Hovedstaden – møde én gang pr. måned.

Fritids-, Kultur- og Forebyggelsesudvalget består af 5 medlemmer.
Udvalget varetager den umiddelbare forvaltning af regionskommunens kulturelle og fritidsmæssige opgaver.
Fritid og kultur:
Folkeoplysningsloven, teatre, museer, musikhus, fritids- og kulturhuse, idrætsanlæg, Musik- og Billedskolen, Musikudvalget, Billedkunstrådet, andre kulturelle aktiviteter, kontakt til lokale foreninger og borgerforeninger.
Biblioteker: Biblioteksvæsenet
Udvalget varetager endvidere den umiddelbare forvaltning af regionskommunens borgerrettede sundhedsfremme og forebyggelse, der relaterer sig til fritids- og kulturområdet.
Det er et udvalg som favner bredt, og jeg tror det bliver en spændende udfordring at få formuleret tanker og ideer om den borgerrettede forebyggelse, som ikke kun er idrætsaktiviteter, men aktiviteter der kan understøtte borgernes trivsel og livskvalitet i lokalområderne.
Jeg er blevet udvalgets repræsentant i Kulturhistorisk Råd.
Udvalget har aftalt, at de næste par møder skal bruges til drøftelser om de forskellige områder.
FKF dagsorden og referater findes på http://www.brk.dk/BRK/site.aspx?p=961

Børne- og Ungeudvalget er det udvalg der træder sammen, når et barn/ung indstilles til en anbringelse uden for hjemmet. Udvalget arbejder på baggrund af lov om Social service, og der ligger nogle helt klare regler for dette udvalgs kompetence i samarbejde/under vejledning af retspræsidenten. Der er ikke faste mødedatoer og der kan blive indkaldt til møderne med kort varsel.
Dagsorden eller referater er ikke offentlige fra dette udvalg.

Vækstforum – her starter valgperioden den 1. april 2010. Mere om dette senere.
http://www.brk.dk/brk/site.aspx?p=12901

Den Videnskabsetiske Komité D i Region Hovedstaden
Det videnskabsetiske komitésystem består af Den Centrale Videnskabsetiske Komité og 11 regionale komitéer, alle med repræsentation af lægfolk og forskere.
Det videnskabsetiske komitésystem skal ifølge loven sikre, at biomedicinske forskningsprojekter gennemføres videnskabsetisk forsvarligt. I forhold til at skabe mulighed for udvikling af ny, værdifuld viden går hensynet til forsøgspersonens rettigheder, sikkerhed og velbefindende forud for videnskabelige og samfundsmæssige interesser. Danmark har et unikt komitésystem, fordi der i komiteerne er én lægperson mere end forskere. Det betyder, at hvis det skulle være nødvendigt, har lægpersonerne mulighed for at stoppe et forskningsprojekt.
Der afholdes møder én gang pr. måned.
http://www.regionh.dk/menu/sundhedOghospitaler/RegionensKomiteer/De+videnskabsetiske+komiteer/Komiteernes+arbejde/